“Hvad, hvorfor og hvad nu?”

Hvor skal jeg starte? Jeg har efterhånden skrevet ti forskellige indledninger og endt med at slette dem alle igen, for helt ærligt, hvorfor prøver jeg at pakke det ind? Jeg har taget en beslutning om at droppe ud af mit studie. Bum, så er det på plads.
Jeg startede tilbage i september 2018 på VIA Design i Herning med speciale i branding og marketing med henblik på, at dette skulle være et springbræt til en karriere indenfor netop dette område.

I starten var jeg rigtig glad for det, virkelig. Om ikke andet, så var ideen om hvorfor jeg befandt mig der enormt tiltalende og nok også grunden til, at jeg i lang tid valgte at ignorere signalerne, som pegede i modsatte retning. Det var jo det jeg altid havde drømt om, var det ikke? Derudover fik jeg af vide fra både højre og venstre, op og ned, at det var det helt rigtige for mig og det her, det kunne kun blive godt! Trods dette, opstod der meget tidligt i forløbet en tvivl og derfra voksede frustrationen sig kun større, som tiden gik. Undskyldningerne ophobede sig og det blev i den første lange periode, grundforløbet på uddannelsen, som fik skylden for min manglende motivation og interesse. Det var faktisk først efter afslutning på 1. semester her i slut januar, at det stod klart for mig, at det jo ikke kun var det, men hele studiet.

Som grundsten ligger det mig på ingen måde nært, at være demotiveret eller en dagsdriver, tværtimod. Jeg har altid gået meget op i min skole og gjort mit bedste, når det kom til at aflevere resultater. Jeg er enormt målrettet og sætter først det sidste punktum, når jeg virkelig føler, at jeg har udrettet noget godt og gjort mit allerbedste, og gerne lidt til. Sådan havde jeg det langt fra på VIA Design. Derimod handlede det for mig til sidst om, at komme nogenlunde helskindet igennem ugen, for så vidt muligt at have en god weekend og derefter starte forfra mandag morgen – og det trækker altså virkelig tænder ud i længden, bare lige for visuelt, at give dig en forestilling om situationen.
Jeg deltog udelukkende, fordi det lige dér, så ud til at være den eneste vej at gå, for at komme til, hvor jeg en dag drømmer om at stå. Derudover har det været sindssygt svært, at indrømme over for sin omgangskreds og ikke mindst, sig selv, at man tog fejl – at det eneste man har lyst til, er at give op på det hele og blive i sengen når vækkeuret ringer. Og så er det, at man giver det en chance til og bilder sig selv ind, at det nok skal blive bedre, selvom man jo egentlig har indstillet sig på faktummet. Gang på gang, igen og igen. Det er slut nu. Jeg er færdig med at stå som en stående undskyldning. Jeg har ikke flere chancer og give af. Trods det er enormt vigtigt at mærke efter og ikke tage nogle forhastet beslutninger, tror jeg også på, at man på et tidspunkt enten bliver nødt til at acceptere og affinde sig med situationen eller sige fra. Og det har jeg gjort nu, sagt fra.

Jeg var ikke glad for det, og længere er den faktisk ikke. Det kunne både jeg, min omgangskreds og familie mærke. Med fuld bevidsthed om, at man selvfølgelig kan have dårlige dage og synes alting ramler, så skal antallet af de dage være markant mindre end de, hvor man synes studiet lever optimalt op til sine forventninger. Det skal dog lige understreges, at dette på ingen måder er en kritik af VIA Design som uddannelsessted. Jeg er sikker på, at de tilbyder en fantastisk uddannelse, så længe den studerende er motiveret og ikke mindst, engageret i indholdet.

Det var uden vejtrækning og med en galoperende puls, at jeg sendte ophørsblanketten afsted. Overtænkning er en af mine svageste siger, tænk nu hvis jeg skulle fortryde? Omvendt, hvorfor skulle jeg så det? Jeg har jo været så sikker. Sendt, det blev den i hvert fald.

I skrivende stund føler jeg mig lettet og glad for, at jeg har respekteret min mavefornemmelse, fremfor min fornuft, som oftest sejrer. Selvfølgelig skal jeg lige fordøje situationen, men i kraft af, at jeg i en længere periode har været indstillet på min situation, så ved jeg at det er det rigtige valg – for mig.

”Hvad, hvorfor og hvad nu?”– reaktionen, jeg får fra alle. Og ærligt, jeg har ikke et klokkeklart svar på dette. Faktisk, så ved jeg det simpelthen ikke. Jeg er 22 år gammel, har ingen børn eller forpligtelser. Det er nu jeg har lov at satse, jeg mener, hvornår skulle jeg ellers? Jeg tænker, at det trods alt er nemmere nu, end når jeg er etableret med villa, vovse og Volvo, forstå mig ret.
Som sagt, så troede jeg virkelig på, at VIA Design skulle bane vejen for mig. Jeg har ikke en plan B og har aldrig haft det. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at et andet valg skulle komme til at bringe mere succes end den første indskydelse. Jeg skal i tænkeboks, overveje mine muligheder og handle derefter. Det eneste jeg pt. ved med sikkerhed er, at jeg vil vågne hver eneste morgen og være spændt på hvad dagen bringer, når jeg smækker benene ud over sengekanten. Jeg vil være min egen. Gøre en forskel. Skabe noget. Hvad end det så betyder. Det må tiden vise.

Jeg håber, I har lyst til at følge mig på rejsen. Af hjertet tak, hvis du har læst med her til – det betyder meget.
Selvom jeg kunne blive ved, vil jeg afslutte her og i stedet opfordre jer til at smide en kommentar vedr. yderligere spørgsmål eller henvendelser, omhandlende ovenstående emne. Derudover er I mere end velkommen til at dele jeres oplevelser, om det så er fordi I har stået i en lignende situation, eller modsat, er sindssygt glad for jeres valg af studie. Lad mig endelig høre.

10 hurtige

Til de nye og nysgerrige herinde, har jeg samlet 10 facts, som giver jeg muligheden for at komme lidt tættere på og lære mig bedre at kende. Gengangerne skal selvfølgelig også være velkommen til at snage lidt, måske der var noget, du ikke vidste?

1/ Jeg er født i Kolding, men har tilbragt de fleste år af mit liv i det fynske. Først for knap tre et halvt år siden, valgte jeg at flytte tilbage og har siden været bosat i Fredericia, henholdsvis hos min mor og nu i egen lejlighed de seneste to år.

2/ Jeg har absolut ingen tålmodighed, som i overhovedet ikke. Jeg er enormt dårlig til at slå koldt vand i blodet og tælle til ti, fremfor at hidse mig op over et eller andet latterligt, for derefter, at sige undskyld, jeg overreagerednok lige der. Virkelig øv, men til trods for hvor meget jeg ville ønske dette ikke var tilfældet, har jeg med tiden lært at leve med det – ligeledes har mine medmennesker.. (smil på læben)

3/ Jeg elsker at danse og har altid gjort det – ude, hjemme, uanset hvor jeg befandt mig. Dog har jeg med tiden indskrænket det mest til i byen, hvor jeg oftest i dag tager en svingom med mine veninder. Da jeg var yngre underholdte jeg gerne både til fødselsdage og familiefester sammen min søster, der var knap så glad for at indlede et arrangement med danseshow til Arabiens Drøm.

4/ Jeg kan minus se uden mine kontaktlinser. Dette er oftest en ting, der kommer en del bag på de fleste mennesker, da jeg ikke ejer et par briller og man jo derfor ikke ser det ved første øjekast. Faktisk er jeg så svagtseende, at jeg under min gymnasietid, var nødsaget til at tage en uges fri, grundet øjenbetændelse og jo derfor ikke kunne bære linser. Har jeg lært af det og erhvervet mig et par briller efterfølgende? Et pinligt nej, herfra.

5/ Jeg har en kæmpe fobi for edderkopper, sådan virkelig. Årh, bare tanken.. Lad os bare tage den næste!

6/ Jeg er et ordensmenneske, med stort O! Faktisk så meget at jeg finder det afstressende og til tider, mediterende, at gøre rent. Det skal dog lige nævnes, at dette primært gælder min egen lejlighed. Jeg er ikke hende rengøringsfreaken, som så snart jeg ser en plet på køkkenbordet i min venindes hjem, straks hiver alt ud fra skabene og svinger karkludene i hvert et hjørne.

7/ Jeg er et kæmpe madøre og har altid elsket at lave, samt spise mad! Jeg har brugt utallige timer i køkkenet sammen med min mor, som siden barns ben har lært mig, at sætte pris på madkundskaben og dens egenskaber.

8/ Jeg keder mig helt sindssygt i mit eget selskab, i hvert fald ligeså snart der er gået en halv time. Virkelig en dårlig egenskab, og nok noget af det ved mig selv, som jeg ville ønske var anderledes. Som min mor siger: ”du er og har altid været et flokdyr” og hun har så evigt ret. Jeg ville ønske, jeg værdsatte aleneaftner og måske endda til tider valgte at prioritere dem, i hvert fald, så bare lære det med tiden! Kom endelig med tips og tricks, hvis du skulle sidde inde med en kur. (spøg til side)

9/ Jeg elsker at tegne og kan bruge uendelige timer med blot en blyant og papir.

10/ Jeg har altid været utrolig anti-sportslig, hvis det så overhovedet er et ord. Mit absolut hadefag i folkeskolen var idræt. De der bare tærer i en gymnastikhal og så lige for at nævne intervalløb på sportsbanen i pis regnvejr, ej ellers tak. Faktisk var jeg så skræmt, at da jeg skulle vælge gymnasium, slet ikke lod tvivlen komme mig til gode – jeg skulle på HHX! Der slap jeg da i hvert fald for, at kaste mig sidelæns over diverse overliggere i stangspring eller blive sidstvalgt i det obligatoriske rundbold. Sidenhen har jeg egentlig holdt mig forholdsvis langt væk fra dette fag med undtagelse af et par indmeldelser i FitnessWorld, som så aldrig heller har vist sig at blive en succes.

Mit univers

Kære du,

velkommen til mit univers! Mit navn er Anne Sophie, jeg er 22 år gammel og bosat i sydjylland, nærmere bestemt, Fredericia. Nogle kender mig måske fra min tidligere platform på Nouw, hvor jeg bloggede indtil for godt og vel et halvt års tid siden. Jeg er nu tilbage, men i en ny version og er i stedet at finde under Bloggers Delight teamet.

Her på senseofme.dk kan du læse med om alt lige fra hvad mit hjerte begærer, til de inderste tanker om det at være ung i en tid, hvor digitale medier fylder mere end nogensinde før, samt hverdagens små fornøjelser. Jeg har siden barns ben haft en stor passion for mode, design og styling, hvilket i høj grad vil komme til udtryk som det primære omdrejningspunkt. Kom endelig med ris og ros, forbedringer eller ønsker – alt konstruktivt tager jeg imod med kyshånd.

Igen, velkommen – og af hjertet, tusinde tak, fordi du vil læse med!